Pierre-Richard Dick: den kreative impuls

Pierre-Richard Dick fik en usædvanlig skæbne fra han fødtes i Alsace i 1937, som den eneste søn af en entreprenør med en lille byggematerialevirksomhed, til hans alt for tidlige bortkomst til søs i 1992.

En karakter af hærdet stål

Pierre-Richard Dicks ekstraordinære karakterstyrke var forankret i en barndom fuld af modgang. I 1940 bliver han i en alder af blot 3 år faderløs og kommer under statens værgemål, da faderen dør som følge af hovedkvæstelser, som han pådrog sig under anden verdenskrig. Samme år bliver hans mor tvunget til at overgive familiens hjem i byen Saverne i Alsace til tyske tropper. Hun opfostrer sin søn alene, først i Dijon og senere i Afrika. Da Pierre-Richard Dick er 11 år gammel, bliver hans ankel knust af en tømmerlastbil ved familiens savværk i Schirmeck – endnu et hårdt slag, som han igen kommer sig over efter ni måneders immobilisering. 10 år senere formår han endda at rejse over 1000 km til fods gennem den mauritiske ørken under sin tjeneste ved Spahi-korpset! Det var i disse modgangstider, at Pierre-Richard Dick opbyggede et værdigrundlag, som skulle udgøre et fundament for hele hans liv.

Entreprenør og drivkraft

I 1961 fuldender den unge dyrlæge Pierre-Richard Dick sine nyligt afsluttede studier på veterinærskolen Maisons-Alfort ved at tage et forløb i mikrobiologi på Institut Pasteur. Her får han den viden, som leder ham på vejen til de første vaccine produceret af Virbac. I en alder af 26 år bliver han ansat ved Ronchèse, det ældste biologiske laboratorium i Nice. Hans arbejde skaffer ham hurtigt en forfremmelse til forskningsleder, og han står over for en strålende karriere ved et laboratorium, som er kendt for suveræn professionalisme. Men den unge dyrlæge har helt andre ambitioner. Som en sand entreprenør havde han idéer at sælge: Hans drøm var kort sagt at skabe sit eget laboratorium og udvikle nye lægemidler til at bekæmpe sygdomme hos dyr, som på det tidspunkt blev behandlet dårligt eller næsten ikke.

Kilden til Virbacs oprindelse – en gnist: mødet i sommeren 1965 mellem Pierre-Richard Dick og Max Rombi, som skulle forblive hans partner indtil starten af 1980'erne. Den seks år ældre Max Rombi havde en lille dyreklinik i Nice. De to kommende medgrundlæggere, som deler masser af idéer og ekstraordinær intuition, danner øjeblikkeligt et partnerskab med en synergi, der gør Virbac til en realitet. Det var Pierre-Richard Dick, som traf en beslutning, der skulle ændre alt: I efteråret 1967 forlader han sin sikre stilling ved Ronchèse og stiller sig til rådighed til at oprette forskningslaboratoriet Virbac. Pierre-Richard Dick åbner en dyreklinik i indkøbscentret Cap 3000 som noget nyt i Frankrig. I to år bruger han indtægterne fra sin praksis til at finansiere indkøbet af råmaterialer samt udvikling af de første lægemidler. I 1970 sælger han klinikken for at vie al sin tid til Virbac.

Ambition og intuition: en eksplosiv cocktail

Hvem ville have troet i januar 1968, at det beskedne laboratorium, som var indrettet i en lille, treværelses lejlighed i Nice, ville være blandt de 10 største veterinærlaboratorier i verden 50 år senere? Havde den unge Pierre-Richard Dick en anelse om, hvad der skulle hænde, da han forberedte antibiotikapulver til lokale dyrlæger? Hans strategiske valg var under alle omstændigheder visionære fra første færd. Lige fra starten i 1969 havde Virbac faktisk fokus på forbedret pleje for kæledyr, lang tid før andre laboratorier og på trods af, at dyr til fødevareproduktion stadig var et dominerende marked. Laboratoriet sigtede på det internationale marked helt fra starten. Det tredje inspirerede valg: Innovation båret frem af dyrlæger konkrete behov – et helt andet udgangspunkt end for den grundforskning, han havde kendt indtil nu. Grundlaget for langsigtet succes var lagt – og et solidt grundlag, som Virbacs teams ihærdigt udnytter for at opretholde en virksomhed med stærke menneskelige værdier og et ønske om at anvende innovation til at tage fat på problemer vedrørende dyresundhed.

Pierre-Richard Dick var og blev en arbejdsnarkoman. Han sov meget lidt – kun tre til fire timer hver nat – og udviste en umættelig nysgerrighed. Han var altid travlt beskæftiget med at læse, forske, rejse og møde mennesker og dokumenterede alle sine observationer og idéer i små notesbøger, som han altid havde på sig. Gang på gang fandt hans ansatte en side fra hans notesbog eller en videnskabelig artikel udgivet i en anden region på deres skrivebord med et notat fra ham med opfordring til at undersøge emnet nærmere! For dyrlægen var viden og nysgerrighed, som er roden til innovation, såvel som dristighed og risikovillighed grundlaget for den optimale kollektive succes. Disse er grundpillerne i Virbac-ånden, som teamene fortsat vier deres kræfter til i dag.