

Tjek vores 10 gode grooming tips og se vores video med guide til, hvordan du vasker din hund i 4 lette trin!
Nu kan du lave din egen hundesalon hjemme på badeværelset eller ude i haven.
”Da jeg var barn, gav vi min hund et bad til jul – og den levede i 13 år!”.
Og ja, så lugtede den nok også af våd hund resten af året.
Drømmer du om en hund, der dufter frisk og har en sund, velplejet pels? Så behøver du ikke nødvendigvis en professionel hundesalon.
Med de rette produkter og lidt tålmodighed kan du sagtens gøre badet til en tryg rutine derhjemme.
Nogle hunde producerer mere hudfedt end andre, og det kan ophobe sig i pelsen. Når dette fedtstof blandes med fugt, opstår den klassiske lugt af ”våd hund”. Regelmæssig vask er derfor en vigtig del af at holde huden ren og pelsen frisk.
Hvor ofte skal du vaske din hund?
Som udgangspunkt kan mange hunde have gavn af et bad cirka én gang om måneden. Hvor ofte din hund bør vaskes, afhænger dog af pels, hudtype, aktivitetsniveau og livsstil.
Hunde med meget følsom hud kan have gavn af hyppigere vask for at fjerne miljømæssige allergener (som støv og pollen) fra pelsen.
Vigtigt: Oplever du, at din hund har vedvarende kløe, rødme eller markant skællende hud? Så bør du altid kontakte din dyrlæge for at få tjekket hudens tilstand, før du intensiverer vaskerutinen.
Start gerne, mens hunden er hvalp
Det er en fordel at vænne din hund til bad allerede som hvalp. Start stille og roligt med lidt lunt vand, en vaskeklud og masser af ros.
Målet er, at badet bliver en fast og tryg rutine - ikke en kamp på badeværelset. Du kan sagtens vaske hunden udendørs, men husk lunt vand, håndklæder og et sted uden træk.
10 GODE GROOMING TIPS
1. Brug altid shampoo udviklet til hunde
Det kan være fristende at bruge din egen shampoo - især hvis den er mild, økologisk og dufter godt. Men lad den stå.
Hunde og mennesker har forskellig pH-værdi i huden. Din egen shampoo er udviklet til menneskehud og kan forstyrre hundens naturlige hudbarriere. Brug derfor altid en shampoo, der er udviklet specifikt til hunde.
2. Red pelsen igennem før badet
Har du en langhåret hund, er det en god idé at børste pelsen, inden du gør den våd. Filtrede områder kan blive sværere at rede ud efter badet.
Brug en børste, der passer til din hunds pelstype, og vær ekstra forsigtig på sarte områder som mave, armhuler og bag ørerne.
3. Beskyt ørerne mod vand
Vand i ørerne kan skabe kan skabe ubalance i øregangen. Sæt eventuelt en lille tot vat i hundens ører, hvis den er urolig, eller hvis du er bekymret for, at der kommer vand ind.
Husk at fjerne vattet igen efter badet.
4. Pas på glatte gulve
Badekar, bruseniche og fliser kan være glatte for hundepoter. Brug et skridsikkert underlag eller et håndklæde, så din hund står bedre fast.
Det gør badet mere sikkert - og hjælper din hund med at føle sig mere tryg.
5. Brug godbidder og ros
Badet bliver lettere, hvis din hund forbinder det med noget positivt. Hav godbidder klar, tal roligt og ros undervejs.
Især unge eller usikre hunde har brug for, at oplevelsen bliver bygget langsomt og positivt op.
6. Start bagfra og arbejd dig frem
Brug lunkent vand, og start med at gøre pelsen våd fra halen og op langs ryggen. Vent med hovedet til sidst.
Pelsen skal være helt gennemblødt, før du tilsætter shampoo. På den måde fordeler shampooen sig bedre, og du får en mere effektiv vask.
7. Massér shampooen grundigt ind
Brug en passende mængde shampoo til din hunds størrelse og pelstype. Du kan eventuelt blande shampooen op i lidt vand, så den bliver lettere at fordele i pelsen.
Massér shampooen grundigt ind i hud og pels - også mellem poterne, hvor snavs ofte samler sig.
8. Lad shampooen virke
Mange shampooer skal sidde i pelsen i nogle minutter for at få den bedste effekt. Følg altid brugsanvisningen på produktet.
Hvis din hund er meget beskidt, eller hvis det er første gang, den bliver vasket i lang tid, kan det være nødvendigt at vaske to gange.
9. Skyl grundigt
Sæberester kan irritere huden, så det er vigtigt at skylle pelsen grundigt. Vær ekstra forsigtig omkring øjne og ører.
Du kan med fordel vaske hovedet med en fugtig klud i stedet for at skylle direkte med bruseren. Når skyllevandet er klart, er shampooen ude.
10. Tør hunden godt
Efter badet skal hunden tørres grundigt. Brug gerne flere håndklæder, især hvis I bader udendørs.
Indendørs kan du eventuelt bruge en føntørrer på lav varme. Hold altid din egen hånd mellem føntørreren og hunden, så du sikrer, at luften ikke bliver for varm.
Har du valgt den rigtige shampoo?
Den rigtige shampoo afhænger af din hunds hud og pels. Nogle hunde har brug for en mild hverdagsshampoo, mens andre har behov for shampoo, der støtter hudbarrieren, tilfører fugt eller hjælper ved skæl, fedtet hud eller irritation.
Er din hund plaget af kløe, rød hud, skæl eller dårlig lugt, bør du kontakte dyrlægen, så I kan finde årsagen.
Gør pleje til en god rutine
Vask og grooming handler ikke kun om, at din hund skal dufte godt. Det er også en vigtig mulighed for at holde øje med hud, pels, poter, ører og tænder.
Jo bedre du kender din hunds normale hud og pels, desto hurtigere opdager du, hvis noget ændrer sig. Og jo tidligere du reagerer, desto lettere er det ofte at hjælpe din hund.
Pels- og hudpleje produkter
-
309227_Bottle_Allerderm-foam_200ml_face.png -
400308_Bottle_Allerderm_Shampoo-Sensitive-Skin_250ml_face.png -
400440_Bottle_Allerderm_Shampoo-Normal-Skin_250ml_face.png


