

Klør din hund sig mere end normalt? Slikker den poter, bider i pelsen eller får røde områder på huden? Så kan allergi være en af årsagerne.
Der findes flere former for allergi hos hunde, og symptomerne kan ligne hinanden. Derfor kan det være svært at vide, hvad der udløser kløen.
Her får du et overblik over de fire hyppigste former for allergi hos hunde, og hvad du som ejer skal holde øje med.
1. Inhalationsallergi hos hund
Atopi bruges i daglig tale synonymt med inhalationsallergi eller i nogle tilfælde kontaktallergi, som er allergi over for små partikler og stoffer i omgivelserne, kaldet allergener, som enten indåndes eller kommer i kontakt med huden.
Inhalationsallergi kaldes også atopisk dermatitis eller blot atopi. Det er en allergisk hudlidelse, hvor hunden reagerer på små partikler og stoffer i omgivelserne. Det kan f.eks. være pollen, husstøvmider eller svampesporer, som spredes via luften eller kommer i kontakt med huden.
Atopi er en af de mest almindelige former for allergi og hudproblemer hos hunde. Hos mange hunde er der en arvelig komponent, og symptomerne starter ofte tidligt i livet, men allergien kan opstå i alle aldre.
Typiske tegn på inhalationsallergi kan være:
- kløe i hovedet, f.eks. omkring læber, snude og øjne
- kløe i lyske, armhuler, bug, inderlår og poter
- kløe i ørerne eller tilbagevendende øreproblemer
- hårtab omkring øjnene
- skæl eller pletter i huden
- sekundære infektioner med f.eks. svamp eller bakterier
Du kan hjælpe din hund ved at begrænse kontakten med de allergener, den reagerer på.
I nogle tilfælde kan dyrlægen anbefale hyposensibilisering, medicinsk behandling eller anden målrettet hjælp.
Hudpleje kan også spille en vigtig rolle. Kløestillende plejeprodukter eller produkter der er med til at styrke og understøtte hudbarrieren kan være med til at støtte huden udefra, mens specialfoder eller tilskud med fedtsyrer kan støtte huden indefra. Disse kan dog aldrig erstatte målrettet hjælp, så konsulter altid en dyrlæge hvis din hund udviser tegn på kløe eller irritation i huden.

2. Loppeallergi hos hund
Loppeallergi er allergi over for loppens spyt. Hos en hund med loppeallergi kan selv få loppebid give voldsom kløe og hudirritation.
Når hundens immunsystem først er blevet overfølsomt, kan reaktionen blive kraftigere ved nye bid. Hunden vil ofte begynde at klø, bide og slikke sig meget - især omkring bagkroppen, haleroden, lår og mave.
Loppeallergi:
- er en hyppig form for allergi hos hunde
- kan ramme alle hunderacer og hunde i alle aldre
- er ikke kun et sæsonproblem
- kan give intens kløe, sår og hudinfektioner
Tip: Du skal ikke kun behandle mod lopper, når du kan se dem. For at bryde loppens livscyklus kræver det regelmæssig forebyggelse og ofte også rengøring af hjemmet, tæpper, kurve og tekstiler.
Hvis din hund allerede klør sig meget eller har sår i huden, bør du kontakte dyrlægen. Din hund kan have brug for hjælp til at dæmpe kløen og behandle eventuelle sekundære hudproblemer.
3. Kontaktallergi hos hund
Kontaktallergi opstår, når huden reagerer på et stof, som hunden har været i direkte kontakt med. Det kan f.eks. være materialer eller kemiske stoffer i hundens omgivelser.
Hyppige udløsere kan være:
- plastik
- gummi
- rengøringsmidler
- parfume
- shampoo
- halsbånd eller seler
- liggeunderlag eller tæpper
- foderskåle eller andre genstande, der rører huden
Kontaktallergi viser sig typisk dér, hvor huden har været i kontakt med allergenet. Huden kan blive rød, kløende og irriteret, og der kan opstå små knopper, blærer eller sår.
Hvis irritationen fortsætter, kan huden sprække, og der kan opstå sekundære infektioner. Derfor bør hudforandringer altid tages alvorligt.
Du kan hjælpe din hund ved at fjerne det materiale eller produkt, du mistænker for at udløse reaktionen. Det kan f.eks. være en ny sele, en foderskål, et tæppe eller et rengøringsmiddel.
Kontakt dyrlægen, hvis huden er rød, hævet, fyldt med små sår eller klør meget. Dyrlægen kan hjælpe med at dæmpe hudirritationen og vurdere, om der er opstået infektion.
Tip: En stærk hudbarriere er vigtig hos hunde med sart hud. Plejeprodukter som shampoo, spot-on eller hudpleje udviklet til hunde kan være en del af den daglige støtte men bør aldrig erstatte dyrlægens vurdering ved vedvarende symptomer.
4. Foderallergi hos hund
Foderallergi er en allergisk reaktion på en eller flere ingredienser i foderet. Det er ikke det samme som foderintolerance, selvom symptomerne nogle gange kan ligne hinanden.
Foderintolerance viser sig ofte som maveproblemer, f.eks. luft i maven, opkast eller diarré. Foderallergi involverer immunsystemet og viser sig ofte som hudproblemer - især kløe, rødme og irritation.
Foderallergi:
- udgør en mindre del af allergi tilfældene hos hunde
- kan give både hudsymptomer og maveproblemer
- ses ofte hos unge hunde eller ældre hunde
- kræver typisk en kontrolleret foder-udredning hos dyrlægen
Hvis din dyrlæge mistænker foderallergi, vil hunden ofte blive sat på en særlig allergi-diæt i en periode. Det er vigtigt, at diæten følges nøje - derfor må der som regel ikke gives godbidder, tyggeben og madrester, medmindre dyrlægen har godkendt det.
Hvornår skal du kontakte dyrlægen?
Kløe kan have mange årsager. Allergi er én mulighed, men symptomerne kan også skyldes lopper, mider, svamp, bakterier, øreproblemer eller andre hudlidelser.
Kontakt dyrlægen, hvis din hund:
- klør, slikker eller bider sig meget
- får rød, fugtig eller irriteret hud
- får sår, rifter eller hårtab
- ryster på hovedet eller har øreproblemer
- har tilbagevendende hudproblemer
- får opkast eller diarré sammen med hudsymptomer
Jo tidligere årsagen findes, desto bedre kan din hund hjælpes.
Hjælp din hund, før kløen tager over
Allergi kan være frustrerende for både hund og ejer. Men når du kender de mest almindelige årsager, er det lettere at opdage tegnene tidligt og få den rette hjælp.
Hold øje med ændringer i din hunds hud, pels, poter og ører - og tal med din dyrlæge, hvis noget virker unormalt. Med den rette pleje kan mange hunde få en hverdag med mindre kløe og mere ro i huden.