Dog_person brushing the dog's teeth_indoor_with petowner_advice
Dog_person brushing the dog's teeth_indoor_with petowner_advice

Hvordan vælger du den bedste tandbørste til din hund og kat?

Tandbørstning er den mest effektive måde at passe på din hund eller kats tænder og tandkød. 

Men det er vigtigt, at du vælger en tandbørste og tandpasta, der er udviklet specielt til dyr. 

Her guider dyrlægen dig til, hvad du skal kigge efter, og hvornår det er tid til et tandtjek hos dyrlægen. 

Derfor er tandbørstning vigtig 

Tandproblemer er meget almindelige hos både hunde og katte. Faktisk har mange voksne kæledyr problemer med tænder eller tandkød, ofte uden at ejeren opdager det i starten. 

Plak er en blød belægning af foderrester, spyt og bakterier, der sætter sig langs tandkødsranden. Daglig tandbørstning er den bedste måde at fjerne plak på, før det når at blive til tandsten. 

Hvilken tandbørste er bedst til hund og kat? 

En god tandbørste kan gøre tandbørstningen lettere - både for dig og dit kæledyr. 

Vælg en blød tandbørste med mange børstehår. Den er mere behagelig i munden og skåner tandkødet. Tandbørsten bør også være udviklet til hunde og katte, så størrelse, form og vinkel passer bedre til dyrets mundhule. 

Til små hunde, katte eller dyr, der ikke er vant til tandbørstning, kan en fingerbørste være et godt sted at starte. Den sættes på fingeren og giver dig god kontrol, mens dit kæledyr vænner sig til følelsen. 

Brug aldrig en hård tandbørste, der kan irritere tandkødet og vælg altid tandpasta udviklet til kæledyr. 

Supplér med tyggeben eller mundskyl 

Tandbørstning er guldstandarden, men du kan med fordel supplere med andre tandplejeprodukter. 

Til hunde kan dentale tyggeben være et godt supplement til tandbørstningen. De hjælper med mekanisk rensning af tænderne, mens hunden tygger, og kan være en nem måde at støtte den daglige mundpleje. 

Mundskyl eller tilsætningsprodukter til drikkevand kan også bruges som supplement. De kan hjælpe med at understøtte en god balance i mundhulen og hjælpe med at modvirke dannelsen af plak.  

Vælg altid produkter, der er udviklet til hunde og katte - og som dit kæledyr accepterer smagen af. 

Tjekliste: Er det tid til et besøg hos dyrlægen? 

Når du børster tænder på din hund eller kat, får du samtidig mulighed for at holde øje med mundhulen. 

Dårlig ånde er ikke bare “normalt” hos hunde og katte. Det kan være tegn på at mundhygiejnen har brug for opmærksomhed og at der kan være udfordringer med tandkødet.  

2022_TBR6595.jpg
2022_TBR6595.jpg

Kontakt dyrlægen, hvis du opdager: 

  • Dårlig ånde 
  • Savlen 
  • Gule eller brune belægninger på tænderne 
  • Rødt eller blødende tandkød 
  • Knækkede eller løse
  • At dyret tager sig til munden med poten 
  • Nedstemthed, manglend eapetit eller ændret adfærd 
  • At dit kæledyr kun tygger i den ene side af munden 

Er det mere end et år siden, dit kæledyr fik tjekket tænder hos dyrlægen? 
Så er det en god idé at bestille tid til et tandtjek. 

Gør tandbørstning til en fast rutine 

Det vigtigste er ikke, at tandbørstningen er perfekt fra dag ét. Det vigtigste er, at du kommer i gang og gør det til en tryg, positiv rutine. 

Start i små trin, brug en blød tandbørste, vælg tandpasta udviklet til dyr og ros undervejs. Med regelmæssig tandbørstning hjælper du din hund eller kat med at bevare sunde tænder og et sundt tandkød gennem hele livet.