Dog wash with Allerderm
Dog wash with Allerderm

Hundeshampoo: Dyrlægens guide til vask og valg

Mange hunde døjer med kedelig pels uden glans, kløe eller en hud ude af balance. Årsagerne kan være mange, men fedt, snavs og ophobning af døde hudceller er blandt de hyppigste, siger dyrlæge Ayoe Klingenberg Hansen

Heldigvis kan regelmæssig vask med den rigtige hundeshampoo hjælpe med at rense huden i dybden og giver pelsen glans og sundhed tilbage. 

Men hvilken shampoo passer til netop din hund? Og hvordan vasker du den korrekt? Her giver vi dig svar. 

I dette blogindlæg giver Dyrlæge Ayoe Klingenberg Hansen dig svar på:

  • Hvor ofte skal jeg vaske min hund med hundeshampoo? 
  • Hvorfor må jeg ikke vaske min hund med min egen shampoo? 
  • Hvilken af Virbacs shampooer er bedst til min hund? 
  • Dyrlægens vaskeguide: Hvordan vasker jeg min hund?

Hvor ofte skal du vaske din hund? 

Hvor ofte din hund har brug for et bad, afhænger af race, alder, sundhedstilstand og aktivitetsniveau. En hund, der tilbringer meget tid udendørs, har brug for hyppigere vask end en, der primært opholder sig indendørs. 

Som udgangspunkt anbefales det at vaske din hund med en god hundeshampoo mindst én gang om måneden - og oftere efter behov. 

Pet owner is washing the dog in a bath tab
Pet owner is washing the dog in a bath tab

Hvorfor må jeg ikke vaske min hund med min egen shampoo?

Det kan virke fristende at bruge din egen shampoo - eller baby-shampoo, som jo må være mild nok? Desværre er svaret nej. 

Menneskets hud har en markant lavere pH-værdi end hundens. Bruger du en shampoo, der er formuleret til mennesker, forstyrrer du din hunds naturlige hudbalance. 

Det kan medføre tørhed, skæl og en svækket hudbarriere, der gør hunden mere sårbar over for irritation og infektioner. 

Brug altid en shampoo, der er udviklet specifikt til hunde. 

Hvilken hundeshampoo passer til din hund? 

Normal hud 

Har din hund sund hud uden problemer, er en mild, fugtgivende shampoo det rigtige valg. En shampoo med havremel tilfører huden fugt og giver en blank, glansfuld pels. Den er også et godt valg til hunde, der vaskes ofte, eller som har pels med tendens til at filtre. 

Har du brug for en hurtig opfriskning mellem badene, f.eks. mod lugtgener eller til pletvaskning, kan en skumbaseret tørshampoo med micellar-water teknologi bruges. Den fjerner urenheder og dårligt lugt, uden at du behøver vand. 

Oplever du en tilstand i din hunds hud eller pels, der ikke virker normal, bør du altid kontakte din dyrlæge. 

Tør, kløende eller rød hud 

Hvis din hund har rød og irriteret hud, kan det anbefales at vaske den én gang om ugen med en mild hundeshampoo der beroliger irriteret hud og observere, om hudens tilstand forbedres. Vælg en shampoo, der tilfører ceramider og hudfedtsyrer, understøtter den naturlige mikroflora og lindrer ubehag i huden- uden at tilføre yderligere udtørrende stoffer. 

Har din hund generelt problemer med tør hud eller tørre trædepuder, kan en fugtighedsgivende balsam eller fugtighedsspray hjælpe. 

Skællet og fedtet hud 

Hunde med skæl eller overdreven fedtproduktion har brug for en shampoo, der renser i dybden. Kig efter ingredienser som salicylsyre og zink, der effektivt fjerner skæl, samt zincgluconat og essentielle olier, der hjælper med at afbalancere hudens fedtsekretion. 

Sensitiv hud 

Et stigende antal danske hunde lider af sensitiv hud. Her er en mild hundeshampoo med havremel et godt valg, da den fugter og beroliger huden uden at belaste den. Kombinér gerne med et spot-on-produkt, der understøtter genopbygningen af hudbarrieren ved hjælp af topikale ceramider og hudlipider. 

Har din hund vedvarende hudproblemer, kan din dyrlæge desuden anbefale et diætetisk foder målrettet huden, udviklet til at hjælpe med at understøtte hudens barrierefunktion . 

Uren hud 

Hunde med uren hud eller bakteriel ubalance har gavn af en dybderensende shampoo med klorhexidin (typisk 3 %). Den renser huden i dybden og fjerner urenheder. 

Dyrlægens vaskeguide: Hvordan vasker jeg min hund?

Ideelt set bør du træne din hund i at blive vasket allerede som hvalp, så badet bliver en genkendelig og positiv rutine. Men det er aldrig for sent at lære - heller ikke for en ældre hund. 

Forberedelse: 

Start med at vænne din hund gradvist til vand - begynd med en lunken vaskeklud, og byg langsomt op til mere vand 

Sæt en tot vat i ørerne for at beskytte øregangen mod fugt 

Red pelsen igennem, hvis din hund er en langhåret race 

Placer din hund på et skridsikkert underlag - et håndklæde i bunden af badekarret virker fint 

Vask: 

Fugt pelsen med lunkent vand og lavt vandtryk - start fra bagenden og slut ved hovedet 

Påfør shampoo, og massér den grundigt ind i hud, pels og poter 

Lad shampooen virke i ca. 5 minutter (følg anvisningen på produktet) 

Skyl grundigt, så der ikke er sæberester tilbage - rester kan irritere huden 

Afslut:

Frottér din hund grundigt med et håndklæde 

Giv din hund et dækken på i de kolde måneder, indtil pelsen er helt tør 

Tip: Hemmeligheden bag et godt resultat er at vaske to omgange. Første gang hurtigt, for at fjerne det groveste snavs. Anden gang grundigt, hvor shampooen får tid til at virke. 

Hav altid rigeligt med håndklæder klar - og afslut gerne med ros eller en godbid, så din hund forbinder badet med noget positivt.